Case: Holbæk

Holbækkere imod datacentret

I Holbæk kommune planlægges opførslen af et af nordens største datacentre ude ved omfartsvejen (overfor Sportsbyen). Udvikleren er den lokale entreprenør Morten Henriksen (EMCH). Ifølge de aktindsigter som den lokale borgergruppe Et Grønt Holbæk har søgt adgang til, arbejdes der intensivt i forvaltningen på at få klargjort at give tilladelse til datacentret. Et Grønt Holbæks ønske er at bidrage til beslutningsprocessen med et bredere oplyst grundlag og samtidig repræsentere borgernes bekymringer for de mange konsekvenser et datacenter vil medføre.

Bor du i Holbæk vil vi meget gerne have dig med i vores arbejde! Vi snakker med politikerne, spreder ordet på sociale medier og laver events i Holbæk. Kontakt os enten via Et Grønt Holbækgrontholbaek@gmail.com eller på kontakt@datacenterinfo.dk

Herunder oplister vi de bekymring omkring datacentret, som vi har præsenteret for politikerne:

Få lokale arbejdspladser: Erfaringer fra andre datacentre viser, at der i drift kun skabes meget få arbejdspladser. De fleste jobs er midlertidige i anlægsfasen, og de permanente stillinger er få og højt specialiserede – ofte besat af folk udefra.

Usikker gevinst ved fjernvarme: Datacentre lover ofte overskudsvarme til fjernvarme, men vandet kræver markant yderligere opvarmning for at kunne benyttes. Kommunen kan heller ikke juridisk kræve, at datacentret leverer varme, eller til hvilken pris, så fjernvarmegevinsten er usikker. Desuden er der pt. ikke bred opbakning til fjernvarme blandt borgerne i Holbæk.

Risiko ved afhængighed af private virksomheder: Hvis kommunen baserer fjernvarmeløsninger på datacentrets overskudsvarme, kan det være risikabelt, fordi virksomheden kan ændre planer, nedskalere eller lukke uden varsel.

Meget stort energiforbrug: Det planlagte datacenter i Holbæk (350 MW / ca. 3.000 GWh årligt) vil bruge omkring seks gange så meget strøm som hele Holbæk Kommune i 2030. Stor påvirkning af kommunens klimamål: Datacentrets CO₂-udledning vil forbruge næsten hele kommunens CO₂-budget i 2030, hvilket gør det noget nær umuligt for Holbæk at nå sine klimamål.

Massivt behov for ny vedvarende energi: For at dække datacentrets strømforbrug skal der bygges ekstremt store solcelleanlæg (anslået svarende til ca. 10 gange Nordeuropas største solcellepark), hvilket vil kræve store arealer samt om muligt skabe upopulære ”jernmarker” i oplandet til Holbæk.

Pres på elnet og forsyningssikkerhed: Datacentre øger efterspørgslen på el kraftigt og kan overbelaste elnettet. Ifølge Energinet kan der være mange måneder årligt, hvor elnettet ikke kan levere fuld kapacitet til datacentret. Der er også grund til bekymring ift. elpriser ved den projekterede udbygning af datacentre nationalt.

Miljø- og luftforurening: Datacentret vil kræve nødgeneratorer (diesel eller gas) til backup i op til 3400 timer om året, hvilket vil føre til lokal luftforurening og yderligere klimabelastning.